Ny politisk aftale åbner for, at skoler i 2020 kan sætte nationale tests på pause. Den 25. marts skrev Folkeskolen imidlertid, at mange danske skoler alligevel bliver bedt om at lave nationale tests hurtigst muligt, når skolerne åbner igen. Hvorfor er det så vigtigt, og hvordan kunne så omfattende systemer blive indført på landets skoler over årtier uden grundlæggende overvejelser om, hvilken fortælling testværktøjerne skaber for vores børn og unge?
Artikel bragt på Point Of View International den 31. marts 2020
Der er indgået en bred politisk aftale om, at mange af landets folkeskoler i 2020 selv kan bestemme, om de vil gennemføre nationale tests i hvilke fag og på hvilke klassetrin, de eventuelt vil gøre det.
Men ifølge Folkeskolen den 25. marts skal over halvdelen af de danske folkeskoler alligevel gennemføre nationale tests, når skolerne åbner igen.
“Over halvdelen af skolerne skal gennemføre de nationale tests så snart som muligt og tilsyneladende gerne inden sommer”
Den politiske aftale om at sætte tests på pause indebærer nemlig, at der skal gennemføres tests på de 20 procent ringest præsterende skoler plus stikprøver fra andre klasser. Tilsammen betyder det ifølge Folkeskolen, at over halvdelen af skolerne skal gennemføre de nationale tests så snart som muligt og tilsyneladende gerne inden sommer.
Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, synes ifølge Folkeskolen ikke, at gennemførelsen af de nationale tests er det vigtigste for lærere, skoleledere og elever at beskæftige sig med lige nu. Meget andet fylder i denne coronavirus-tid.
Partierne bag den politiske aftale om en pause for nationale tests blev ifølge en artikel i Altinget den 24. februar enige om at udskyde den sværeste del af arbejdet med at revurdere anvendelsen af testværktøjerne – nemlig arbejdet med at opnå enighed om et nyt system for, hvordan man vil evaluere og bedømme det faglige niveau for eleverne i landets folkeskoler.
Den politiske aftale blev indgået efter, at de nationale tests er blevet evalueret af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).
Ifølge en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeret skal der bl.a. kigges på, hvordan testværktøjerne kan udvikles og forbedres, så målesikkerheden bliver højere. Der peges også på, at formidling af testresultater bør suppleres med andre vurderinger af elevens læring, så et testresultat aldrig står alene.
“Overalt fra organisationer og eksperter er signalerne de samme: Præstationer, stress og pres fylder mere og mere”
Men hvordan kunne anvendelsen af og debatten om brug af nationale tests i skolerne løbe så meget af sporet, og hvorfor er det så vigtigt lige nu i denne corona-tid at anvende testværktøjerne på de ringest præsterende skoler? Hvilket vil sige på de skoler hvor nogle af eleverne typisk har det sværest med de boglige fag; og hvor eleverne netop i disse måneder bliver udfordret ekstra ved kun at kunne følge undervisningen digitalt?
Præstationer, stress og pres fylder mere
Hele systemet om nationale tests i skolerne er bygget op over årtier af skiftende regeringer og implementeret af embedsværk og skoleledelser over det ganske land, og over flere år har jeg systematisk fulgt med i undersøgelser og debatter om unges trivsel i uddannelsessystemet.
Hvad jeg har set, har forbavset mig. Overalt fra organisationer og eksperter er signalerne de samme: Præstationer, stress og pres fylder mere og mere.
Ved offentliggørelsen af en rapport fra Center for Ungdomsforskning i 2018 konkluderede forskerne:
”Præstation fylder rigtig meget på ungdomsuddannelserne, og det fylder i overvejende grad på en dårlig og en negativ måde”.
En undersøgelse blandt gymnasieelever blev også i 2018 kommenteret af udtalelser fra en forsker: ”Når jeg taler med unge på ungdomsuddannelserne, er det meget tydeligt, at de har et stort fokus på, hvordan de fremstår over for omverdenen. De føler nærmest, at de konstant er til jobsamtale”.
“Vi skal huske mennesket. Intet mindre. Og vi skal huske systemet med dets tests, karakterer og oplevelsen af pres og stress”
Elever fra Ørestad Gymnasium fortalte i artiklen “Skolen er et skakspil” , som jeg skrev i POV i 2019 om deres erindringer om nationale tests fra de tidlige folkeskoleår:
”Åh ja. Det var vist i 4. klasse. Hold da op, hvor der blev tænkt og talt. Hvor ligger man nu på kurven? De, der lå lavt, sagde ikke så meget. Det var et tabu”, lød det fra Monique.
Hun græd i 8. klasse, da hun fik 4 i et fag. Natalia og Ali stemmer i med deres erindringer. ”Det var jo en national test”, bemærkede Ali”.
Vi skal huske mennesket
Vi er nødt til at erkende og anerkende skismaet mellem den digitale verdens krav om struktur, matematik, IT-specialister og regneark og det faktum, at systemernes energi samlet set og nærmest umærkeligt har en tendens til at glide mod målinger, kontrol og dokumentation.
Vi skal huske mennesket. Intet mindre.
Og vi skal huske systemet med dets tests, karakterer og oplevelsen af pres og stress.
Opmærksomheden på mennesket – i dette tilfælde vores børns og ungdoms stemme – er udfordret. Måske er der ikke en gang skurke, vi skal pege på. Hver for sig er hver eneste intention og hver eneste indsats måske god nok, og det samlede billede er måske resultatet af en digital revolution, som vi nu skal lære at tackle sammen. For vi kan ikke hver for sig.
“Der synes ikke at være blevet talt meget om, hvad der retorisk og kommunikativt er i spil, når man anvender værktøjerne overfor små børn og unge teenagere og taler om disse med forældrene med alle de skrøbeligheder og pædagogiske udfordringer, den tilgang må rumme”
Et af de mest tydelige og spektakulære eksempler på, at det offentlige Danmark kan blive bedre til at tænke professionelle kommunikationsovervejelser ind i arbejdet med at implementere reformer og udvikle vores velfærdssystemer, er måske anvendelsen af de nationale tests i skolerne.
Vi måler og vejer, men vi skal huske at kommunikere
Hvor mærkeligt det end kan lyde, synes der ikke at være blevet talt meget om, hvad der retorisk og kommunikativt er i spil, når man anvender værktøjerne overfor små børn og unge teenagere og taler om disse med forældrene med alle de skrøbeligheder og pædagogiske udfordringer, den tilgang må rumme.
Hvad er det for en fortælling, vi skaber? ‘
Jo mere vi måler og vejer, jo mere vigtigt bliver det, hvordan vi kommunikerer, hvad vi måler og vejer, hvorfor vi gør det, og hvad resultaterne kan og ikke kan bruges til.
Og hvad med alt det testværktøjerne typisk ikke fokuserer på? F.eks. typisk på elevernes sociale, kreative og praktiske færdigheder i en tid, hvor det danske samfund også gerne vil have flere til at søge ind på bl.a. erhvervsuddannelser og professionsuddannelserne?
Bliver der talt nok om sådanne kompetencer?
Hvordan føles det for en 10-årig at se kurver over sine faglige evner placeret ved siden af sine klassekammeraters? Og hvordan mon det føles, hvis man år for år får at vide, at man ligger under gennemsnittet?
“Det evige stempel på panden af de svage elever gør, at mange får det endnu sværere, fordi de hele tiden mindes om, hvor de er svage og hvad de skal forbedre”
Fra min egen research og samtaler med uddannelsesforskere er konklusionen ret klar:
Mange unge er godt nok dygtigere end nogensinde, men selv de bedste kan føle sig presset. Og ja, det evige stempel på panden af de svage elever gør, at mange får det endnu sværere, fordi de hele tiden mindes om, hvor de er svage, og hvad de skal forbedre i stedet for at få at vide, hvor deres styrker ligger.
Jeg har i mit eget liv oplevet testresultater som værende det bærende omdrejningspunkt i adskillige skole/hjem-samtaler med mine børn. Jeg har tit tænkt, at det ville være bedre at lægge alle de tal og kurver mere som pædagogiske værktøjer i den gode gamle skrivebordsskuffe og i stedet lade samtalen have et andet udgangspunkt.
Måske udfordrer den digitale udvikling med alle de skemaer, der skal udfyldes. Alle lader sig rive med af de nye værktøjer, også fordi de lanceres på en måde, som gør, at det er noget, man simpelthen skal.
Der er mange skemaer, der skal udfyldes, og tiden er knap. Der er efterspørgsel på tallene, for de skal registreres korrekt og indsendes til ministeriets dataopgørelser, og derfra kan de sendes videre til analyser, debat og ofte ganske stor presseomtale og politiske diskussioner om, hvordan danske børn nu klarer sig i nationale og internationale sammenligninger.
Der er brug for at tale på nye måder om den samlede kommunikation om og italesættelse af testværktøjerne i skolerne, over for børnene og over for forældrene, på hjemmesider, i medier og i den offentlige debat.
“Mit spørgsmål er: Hvordan bliver professionelle kommunikationsovervejelser en mere integreret del af arbejdet med udviklingen af og anvendelsen af de nationale tests fremover?”
Det handler om meget mere end den enkelte lærers formidling af testresultaterne. Det er en vanskelig og vigtig opgave. Det handler om den samlede italesættelse af testværktøjerne 360 grader rundt om den danske folkeskole.
Mit grundlæggende spørgsmål er: Hvordan bliver professionelle kommunikationsovervejelser en mere integreret del af det samlede arbejde med at udvikle og anvende de nationale tests fremover?
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel