Når digitale kedler smelter verden om, er det en naturlov, at afstanden mellem generationer også vokser hurtigere. Om lidt bliver de 30-årige overhalet inden om af iPad-generationerne. Men den digitale revolution må ikke grave grøfter. Det demokratiske, vestlige velfærdssamfund har mere end nogensinde brug for vores dygtige unge og digitale indfødte.
Kronikken er bragt på Point Of View International den 25. april 2019
Debatten om det digitale Danmark glider mod grøfter, hvor den ene flyder med fascination over det vilde digitale vestens guldårer. Den anden fyldes med angst for alt det, der pludselig forsvandt, og alle de digitale trusler og skyggesider.
Der skal bygges broer. Der er langt fra Instagram til søndagsavisen på morgenbordet. Det var i sidste årtusinde, at vi ikke havde mobiltelefoner. Danmark er blandt verdens digitale frontløbere. Globalt er Danmark lige der, hvor en nation skal være i 2019.
“Vi har mere end nogensinde før brug for vores ungdom, for vores digitale indfødte, for at finde de rette løsninger“
Skiftende regeringer, dygtige embedsmænd og it-organisationer har bragt os i førertrøjen, som da vikingeskibe erobrede verdenshavene og vindmøller groede frem mellem græsstrå i hippielejre i Thy. Udskældte politikere, bashede djøf’ere og it-nørder har søsat den digitale flåde.
Tiden er her lige nu, og i morgen er den allerede skiftet. Vi skal kigge os tilbage, mens vi går frem, og vi skal skynde os langsomt. Men vi skal gøre det lidt hurtigt og ikke dvæle og diskutere unødigt. Det har vi simpelthen ikke tid til. Og ja, det hele er faktisk modsætningernes grøft.
Den ene grøft – vi bliver presset af det digitale liv
Når digitale kedler smelter verden om – inden vi har opdaget, hvad der sker – er det en naturlov, at afstanden mellem generationer også vokser hurtigere. Om lidt bliver de 30-årige overhalet inden om af iPad-generationerne.
Der er mange bagsider og udfordringer ved den digitale revolution. Selvfølgelig har den begavede og skarpe Imran Rashid fx ret, når han siger sluk og vær offline, ligesom en lige så intelligent skikkelse som Svend Brinkmann har ret, når han taler om, at vi skal gå baglæns ind i fremtiden.
“Der skal bygges broer. Der er langt fra Instagram til søndagsavisen på morgenbordet”
I den ene grøft bliver vi presset af det digitale liv. Helt bogstaveligt, når Snapchat er en del af ungdomsfesten, og når tosser og hackere skaber had på Facebook. Alle grundvolde i vores samfund slår en revne. Det skal vi tale meget mere om.
Den anden grøft – man kan ikke forbyde selve livet
Til stede vær er nærvær, men nærvær er også til tide vær. Man er online, man er digital, man kan altid træffes, som forskeren Søren Schultz Hansen så glimrende beskriver vores digitale indfødte. Digitale fællesskaber rummer venskaber, uendelig viden og kommunikationsmuligheder. Drømme.
Tænk tilbage på fortidens opdagelsesrejsende. Hvor mange af urtidens mennesker, der før større skibe blev opfundet, stod ved kysterne og tænkte, hvad der mon er derude ved havets ende. De drog afsted på flåder af træ, og et utal druknede. Derfor troede folk, der var en afgrund. Der var jo ingen, der kom tilbage. Hvilken verden åbnede sig? Nye kontinenter, nye drømme.
I dag går børn og unge rundt med alle verdens mirakler i deres lomme, så tæt på dem som muligt. Og de smider den aldrig væk. Sker det, går skærmen i stykker, så handler det hele om, hvordan man får en ny i en fart. Den digitale verden er blevet en del af vores identitet.
I den anden grøft kan man ikke forbyde selve livet. Smartphones rummer alting. Rejserne, banken, kærligheden, underholdningen, musikken, tøjet og alverdens leksika. Ja selv Nem Id.
Det er på en og samme tid paradoksalt og befriende, at den digitale udvikling tvinger os til at tale bedre sammen
Min slægtshistorie beretter om en onkel, der i forrige århundrede ikke ville have de farlige kabler med elektricitet ind på sin gård, i de gode gamle dage på Fyn. For kablerne kunne der jo gå ild i. Imens udvandrede fattige landarbejdere – heriblandt fem brødre i min slægt – som flygtninge til Amerika – fra det bondelandskab, der vist var knap så idyllisk.
“Vi skal stoppe op, tage en dyb indånding og spørge – hvordan får vi ungdommens stemme med ombord?“
Debatten om den digitale revolution er svær, fordi alt ændrer sig hele tiden. Vi skal lave nye kryds mellem generationer. Alt det vi voksne ved, som måske bliver ubrugeligt i morgen. Vi har mere end nogensinde før brug for vores ungdom, for vores digitale indfødte, for at finde de rette løsninger. Vi skal lytte til ungdommens stemme. Og så finder vi også ud af, at vi ældre ved meget, der kan bruges. Derfra kan vi sætte os sammen – ung som gammel – og finde løsningerne.
Det er på en og samme tid paradoksalt og befriende, at den digitale udvikling nu tvinger os til at tale bedre sammen. I de senere år har unge og uddannelse stået højt på den politiske agenda for reformer, omstruktureringer og effektivisering, og midt i det hele raser debatten om bl.a. brugen af mobiltelefoner, skærmtid og sociale medier.
Lad ungdommen være eksperter i udvikling af uddannelser
I uddannelsesdebatten dukker den ene historie op efter den anden, som vidner om, at den voksne tænkning på tværs af politiske skel, over årtier har trykket et system ud over det samlede skoleliv, som de fleste mennesker egentlig ikke bryder sig om at høre. Fire aktuelle eksempler er:
- I fælles flok har Danmarks Lærerforening, Skolelederne og Skole & Forældre bedt om at sætte det store system med nationale tests på pause, fordi systemerne viser sig at være fejlbehæftede. Samtidig er mange kritiske over for måden, test-systemerne anvendes på.
- Hver tredje elev i 8. klasse erklæres for ikke-uddannelsesparat, og det italesættes som problematisk af eksperter og aktører. Det synes skræmmende indlysende og pædagogisk selvfølgeligt, at vi i stedet skal fortælle vores dejlige unge, hvad de er parate til.
- Uafhængige undersøgelser peger på, at børn og unge i stigende grad oplever stress og pres, og at de forbinder det med præstationskultur i skolelivet. Hvis undersøgelser af arbejdsmiljøet på arbejdspladser viste det samme, ville der hurtigt blive slået alarm.
- Gymnasielever omtaler deres samlede skoleliv som et skakspil om karakterer, der starter allerede med de nationale tests i de tidligere folkeskoleår. Imens vi ønsker, at flere søger mod erhvervsuddannelserne, er den virkelige reklamesøjle for stolte danske håndværkere, at det er for dem, der får de dårligste karakterer i skolen.
Der har været masser af kommissioner og eksperter på banen, og alligevel må man stille spørgsmålet: Har disse følgevirkninger været intentionen? For mig er svaret: Nej, det kan da umuligt være det, vi ønskede. Derfor skal vi passe på, at ”reformiver, ekspertvælde og kommissionslokomotiv” ikke bare damper videre.
Vi skal stoppe op, tage en dyb indånding og spørge – hvordan får vi ungdommens stemme med ombord? De unge er også selv eksperter i det uddannelsessystem, de bevæger sig rundt i. Hvordan sikrer vi, at vi faktisk hører dem?
Lad digitale indfødte bygge digitale broer – mobiltelefoner skal selvfølgelig ikke forbydes
I Danmark 2.0 giver det ekstra mening. Den digitale revolution blæser gennem de unges liv og skoleliv. Hvordan griber vi bedst grøften med fascination og muligheder og bygger bro til grøften med angst og skyggesider?
Man kan høre argumenter i samfundsdebatten om, at mobiltelefoner skal forbydes helt i skolerne og fjernes fra soveværelset – hvor de for længst har erstattet fortidens vækkeure. Det er, som når regeringens stresspanel i deres første anbefaling har foreslået at lukke ForældreIntra på skolerne. Det er blindgyder. Det er den ene grøft. Virkeligheden er allerede passeret forbi.
“Vi voksne, vi vil aldrig kunne følge med. Vi kan være nok så kloge og mene nok så meget. Men det er ikke nok“
Vi skal tale om, hvordan vi bruger telefonerne godt overalt, hvor vi er. Alle sammen. På skolerne skal der udvikles mobile parkeringspladser, der – som for bilerne i København – både kan operere med forbudszoner, tidsbegrænset anvendelse og frirum. Det er digital dannelse i virkeligheden. At udvikle og tale om sådanne med børn og unge og også om, hvordan telefoner og andre digitale devises bedst anvendes som en naturlig og vigtig del af læring og udvikling.
Vi skal tale om, hvordan +50-årige dygtige topledere på arbejdspladserne skal ændre deres traditionelle tænkning og hierarki, så morgendagens organisering passer til den digitale udvikling. Ellers bliver vores systemer bygget forkert af digitale immigranter. Vi kan ikke bygge til i morgen uden at have vores digitale indfødte med ombord.
Der er masser af steder at give bedre rum og lyd til ungdommens stemme i udviklingen af Danmark 2.0.
Stemmen bag demonstrationer – ungdommen skal hjælpe os med at finde vej
Lad tankerne passere forbi de gule, hærgende veste i Paris og spørg dig selv, om de egentlig ikke var ret fredsommelige, de omdiskuterede demonstrationer derude på Ørestad Gymnasium. Det er godt nok også begavede og reflekterede unge mennesker, vi taler om. Alt det har artikler på Point of View International dokumenteret.
Ja, selvfølgelig er der en kant, og selv et enkeltstående dumt tilråb som ”søn af en luder” rettet mod en minister er ikke vanvittigt begavet. Det må vores ungdom godt tænke over, næste gang de demonstrerer. Så bliver de også hørt mere. Til gengæld må vi voksne tydeligt tilkendegive, at vi ikke finder, at det er i orden, når en fremtrædende politiker som Morten Messerschmidt – helt uimodsagt – bruger ubehagelige ytringer i nationale medier rettet mod en 17-årig gymnasieelev, som han slet ikke kender. Det er heller ikke vanvittigt begavet.
Alt sammen båret videre af digitale breaking news og sociale medier efterladende sig spor af mudrede og flygtige overskrifter om et drama, der måske var mere medieskabt end virkeligt. The show must go on, de næste overskrifter har taget rampelyset. Men hov – hørte vi egentlig stemmen bag demonstrationerne?
Der landede vi. Midt i paradokser. I begge grøfter. I krydset mellem generationer. I Danmark 2.0, hvor ungdommen også er de eksperter, der skal hjælpe os med at finde vejen. Når forældre går på Facebook, flytter unge til Instagram, og når voksne kigger med der, rykker børnene på Snapchat.
Sådan er det. Vi voksne, vi vil aldrig kunne følge med. Vi kan være nok så kloge og mene nok så meget. Men det er ikke nok. Vi kan ikke lave digital dannelse til morgendagen uden dem. Vi kan ikke udvikle uddannelsessystemet uden dem. Vi kan ikke bygge Danmark 2.0 uden dem. Vi skal lytte mere opmærksomt efter.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel