Danmark 2.0 i forandring har også brug for regnearksfascister og kedelige DJØF’ere. Og selvom vi hele tiden hører, at der er for meget dokumentation, tal og målinger, og at der er brug for tillid og kernevelfærd, så hjælper det ikke stort at bashe først den ene, så den anden gruppe. Kig indad – hvad er dit eget ansvar. Mange er trætte af bunken af evige skideballer til de såkaldt “kolde hænder”.
Artikel bragt på Point Of View International den 16. januar 2019
Har du lyst til at kalde mig inkompetent og unødvendig, så er du meget velkommen. Du kan opnå masser af anerkendende nik og hædrende emojis. Debatten om velfærd, tillidsreformer og afbureaukratisering har etableret frie jagtzoner for alle de i den offentlige sektor, der ikke arbejder med det, der kaldes kernevelfærden, men det der kaldes administration.
Hvad administration er, og at god administration er fundamentet for velfærden, det synes ind imellem at være en ligegyldig og ret forstyrrende detalje. De 26.349 medlemmer af DJØF’s offentlige afdeling er et særligt legitimt mål, synes det. For lad os sige det, som det er: offentlig bashing er omkostningsfrit, og dem, der står for skud, er qua deres loyale rolle som samfundsstøtter og tjenende ånder for systemerne normalt ikke i en position til at svare på tiltale.
Ud over deres disciplin, pligtopfyldenhed og moral kommer de også nemt i klemme i deres ansættelsesforhold, for det er jo ikke dem, der skal udtale sig. Som usynlige hjælpere sørger de til gengæld for, at systemerne hænger nogenlunde sammen og fungerer, ligegyldig hvad der måtte ske omkring dem. Også når det måtte være komplet vanvittige debatter om øde øer. Bl.a. derfor fungerer Sverige glimrende i måneder uden en regering.
Måletyranni, dokumentation og kontrol
Der er næppe nogle, der er i tvivl om, at det danske velfærdssamfund rummer udfordringer. Svend Brinkmann skrev i Politiken et nytårsfortsæt: Derfor bliver du, hvad du måler – så mål dig mindre, hed det.
”Målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel”
Som nærmest et kuriosum til det fromme fortsæt skrev Berlingske lige før jul, at regeringen nu vil lade skoler og børnehaver konkurrere på forældres tilfredshed i nationale målinger.
Så ”målings-møllen” maler ufortrødent videre. Børns og unges trivsel er kommet i ny fokus, fordi mange pile peger på, at tests, karakterer og adgangskrav fra vuggestue til videregående uddannelse har grebet om sig og fører til pres og mistrivsel. Debatten har i længere tid peget på, at kontrol og dokumentation fylder for meget på fx sygehuse og i ældreplejen.
Men hvem er skurken? Det er et relevant spørgsmål i en tid, hvor alle ønsker tillidsreformer og hvor administrative funktioner, DJØF’ere og de såkaldt ”kolde hænder” igen og igen udsættes for mistillidsbølger.
Hvem tog fællesskabet ud af velfærden?
Jeg vil sige: Hold da op – hvor har Danmark brug for kolde hænder, kedelige djøf’ere, regnearksfascister, distancerede ledere, kommunikatører og IT-nørder. I årtier med reformer og reformer af reformer, digitale revolutioner, sammenlægninger og strukturændringer, økonomiske krav og integrationsudfordringer. Med politiske uforudseelige omvæltninger, hvor også al kommunikation og samfundsdebat, som vi er vokset op med fra vuggen, bliver disrupted.
I en global verden, hvor sociale medier overtager folkets stemme, og hvor fattige i Afrika og krigsramte i Syrien, ser billeder af velstand og luksus i vores del af verden, der ikke synes mere end et klik væk på en måde, menneskeslægten aldrig tidligere har været i nærheden af.
“Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere”
Alligevel protesterer vi. Vi vil have bedre mad på sygehuset, og skatten skal ned. Selvom vi aldrig har været rigere, vil vi betale mindre til fællesskabet og have mere for pengene. Derfor forventer vi – ikke som borgere, men som kunder i butikken – at vi får det optimale udbytte for netop os selv. Der er ikke meget fællesskab over velfærden længere.
Midt i alt det – hvad ville da fungere i Danmark uden et velfungerende og dynamisk lag af gode bureaukrater. Måske er der ikke én skurk. Måske udfordrer tidens forandringer alt og alle i vores samfund så meget, at vi alle bærer et ansvar. Også dig.
Tillidsreform – pilen peger den forkerte vej
I mange år har skiftende regeringer talt om behovet for tillidsreformer. Jeg er hyppigt i kontakt med mange offentligt ansatte, medarbejdere som ledere, på forskellige områder. Jeg har endnu ikke hørt så meget som én person fortælle mig, at de oplever pilen går den rette vej. Det synes som om, alle gode intentioner og indsatser bliver grebet af andre virkeligheder.
Måske tager system-logikken magten. De samlede bevægelser af mennesker og processer omkring den digitale samfundserobring lader sig forføre af talmængderne i det vilde data-vest. Hvad er bedre end at måle faktuelt, om noget går den rette vej. Logikken bag nye stramme fraværsregler i gymnasier er et eksempel. De indføres, selvom rektorer, lærere og elever er imod og finder styringen centralistisk og mistillidsskabende
Jeg hører læger fortælle, hvordan de er nødt til at bruge meget mere tid på at skrive alt, hvad de siger til patienter og pårørende ind i systemer. Ikke kun fordi det er godt eller kræves, men også fordi det er den eneste måde, de selv kan dokumentere alt og dermed vaccinere sig selv mod eventuel kritik.
“Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen. Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret”
Jeg har hørt en kommunal chef sammenligne ældreplejen i kommunen med en meget stor virksomhedsproduktion med tusindvis af processer og daglige produktioner. Skete der i ældreplejen én fejl én dag, og kom det i medierne med politikernes skarpe kritik, endte det altid i nye mekanismer til kontrol og dokumentation; helst noget der kan måles og passer godt i regnearket.
Overfladernes sejrsgang
Et kort tweet, en flygtig Facebook-kommentar spredes, så vi alle kan forarges som borgere i den sociale mediearena. Mediernes breaking news sender spørgsmålet videre til ministeren, som kræver handling, og hvis ministeren ikke straks griber bolden, er oppositionen beredt med byger af spørgsmål.
Problemet i de mekanismer er, at der ikke rigtig er nogle, der interesserer sig for det, der ligger under overfladen.
Når først floden er sat i bevægelse, flyder alt med strømmen. Men måske var det bare en enkelt dårlig dag på kontoret.
Jeg har oplevet det selv. I mit virke som kommunikationschef gennem 25 år har jeg flere gange set, hvordan at nyhedsstrømmen ofte ikke kommer bagom vigtige sagers substans.
Jeg oplever, at der er blevet færre medier med redaktioner, der har ressourcer til at gå i dybden, og at den hurtige strøm på de digitale medier har overtaget magten. Det er synd og skam, og bevægelsen viser, hvor meget en af grundpillerne i vores demokrati er udfordret,
Nogle gange er historien der slet ikke, andre gange er den større. Men det er ligegyldigt. Strømmen ruller bare videre mod vandfaldet. Det er nemt at skyde på journalisterne – men det er for nemt at gøre alene. Vi må også se på os selv. De sociale medier er midlet, men man kommer ikke udenom, at det er mennesker, der agerer – når det altså ikke er botter.
Det er for nemt at skælde ud på Facebook
De sociale medier tager over. Politiske bevægelser, organisationer og influencers tager over, og ofte skvulper de i jagten på at opnå synlighed mistillidsstrømmene videre med deres iboende trang til at sætte ild i ”det dyriske instinkt”.
“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler”
Som borgere falder vi lige i. De forargede råber højt. De fleste er stille og skælder i stedet ud på Facebook, politikerne, de forfærdelige sociale medier og verdens forfald.
For det er meget lettere. Men vores eget ansvar som ansatte på arbejdsmarkedet, som borgere og som mediebrugere taler vi næsten aldrig om. Til gengæld veksler det lidt, hvem der får med den verbale krabask.
I går var det folkeskolelærerne. I dag er det DJØF’erne. I morgen er det måske …. dig?
Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet, men husk: Vi bliver, hvad vi taler.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel